Folkival

Tirsdag den 20. maj afholdt Hospice Djursland verdens første FOLKIVAL.
Vi ønskede på denne dag at fejre det festlige, folkelige fællesskab gennem et tilbageblik i traditionerne.
Der var derfor hele dagen fokus på mad, musik, fortællinger og dans.

I atriumgården havde vores "bibliotekar" udstillet bøger om ”de gode gamle dage.” Her var blandt andet bøger om livet på landet i det 20. århundrede, gamle ting fra køkkenet, folketøj fra landet, familiens højtider i gamle dage, "børsterne" (arbejdsmændene der byggede jernbanelinjerne). Så her var rig mulighed for at genkalde sig minder fra en svunden tid.

FOLKIVALEN blev skudt i gang med morgenmad bestående af to slags hjemmelavet grød med rabarberkompot, kanelsukker, sirup og smør.
Frokosten blev serveret i cafeen. Menuen bestod af stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs efter alle kunstens regler og herefter den danske "nationaldessert" rødgrød-med-fløde.

Om eftermiddagen var der besøg fra Århus Folkedansere, der svingede skørterne og tophuerne til spillemændenes energiske toner på harmonika og violin. Folkedanserne fortalte drypvist små historier om de enkelte danses historie. Folkedanserne og spillemændenes glæde smittede af på publikum, og det var svært at sidde stille!
Efter besøget serverede køkkenet og de frivillige hjemmebagte vafler som en "sød" afslutning på en vellykket FOLKIVAL-premiere.
 
Tak til både patienter, pårørende, medarbejdere og frivillige, der alle var med til at gøre dagen festlig.